d. 28. juli til d. 4. august 2012
Gadeteaterfestival

PASSAGE arrangeres af Dunkers Kulturhus og Helsingør Teater. Festivalen er Nordeuropas største internationale og transnationale gadeteaterfestival.


Cie 1 Watt: Nice Work

Nice Work’s profesionelle arbejdsteam eksperimenterer med mulige og umulige måder at bruge det offentlige rum på. Efter grundige undersøgelser af terrænet opfinder teamet en offentlig rute ved hjælp af helt særligt konstruerede metoder og redskaber: skilte, sære lyde, gas, røg, mobile udsigtstårne og sære trækonstruktioner. En rute, der skaber spænding, munterhed og helt uforudsigelig konsekvenser!

 

KompleXXKapharnaüm (KXKM) : Spøgelser

Den ultimative hjemstavnsfortælling om Helsingør.

Tag med på en sommeraftensvandring ind i Helsingørs mørklagte hemmelige kroge og skjulte passager, hvor brudstykker af fortidens og nutidens fortællinger blæses op på byens mure som video, interviews, musik, lydcollager, dans, skuespil og dukketeater.

Det internationalt anerkendte franske kompagni KompleXKapharnaüM (KXKM) tager livtag med Helsingørs skjulte mangfoldighed, og byen forvandles til en scenografi, hvor byens og borgernes egne historier danner afsættet for en helt unik fortolkning af Helsingørs nutid og historie, set i lyset af Europas fælles arvegods.

Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor hører vi til?

KXKM er en del af Helsingør Teaters 3-årige projekt Hjemstavn.com. Forestillingen er skabt i en omfattende co-produktion med en række lokale helsingoranere og danske kunstnere, og er baseret på flere års research, udvikling, interviews og rejser mellem Helsingør og Frankrig.

Læs mere på www.hjemstavn.com

 

Extremisten

En burlesk trampolinsolo der byder på bomber, gasflasker og andre farlige sager, som ekstremisten i bogstaveligste forstand jonglerer med.

Publikum tages med ind i et vanvittigt akrobatisk univers, hvor en stor rød bold, en trampolin og svimlende hop bruges i en evig jagt på balance.

Denne ikke-ekstreme ekstremist er inspireret af stumfilm og af verdenssituationen her og nu. Han fører os vidt omkring i en eksplosiv cocktail med masser af drama, humor, lattervækkende klovnerier og ekvilibrisme, der vækker sympati trods det alvorlige tema.

 

Compagnie Kartoffeln: Min skytshelgen

En målmand træner alene med sin bold. Han er som en kat, der leger: han overrasker, dribler og angriber sig selv. I mangel på udfordringer inviterer han nye spillere på banen. Herfra kan alt ske – alt er muligt i denne sportsverden, selv kærlighedshistorier… En forestilling næsten uden ord, fyldt med improvisation, der henvender sig til alle: fodboldfan eller ej, barn eller voksen.

 

Jeanne Simone: Duften af bildæk

En danseintervention i byen.

To dansere er på opdagelse i en fremmed by og udfordrer gågaden med dans.

Forestillingen bevæger sig rundt i byen, hvor danserne bruger impulser fra butikker, mennesker og andre af byens elementer.  En fugl flyver væk, et barn græder, en dråbe vand rammer gaden og udløser det perfekte moment til at løbe, hoppe, springe. Bare være hér og registrere nuet og dykke dybt ned i øjeblikket, rigtigt dybt!

 

Se festivalens samlede program

Address:
HELSINGØR TEATER
Havnepladsen 1
Helsingør
Danmark