d. 6. august til d. 22. august 2012
Ny Cirkus Festival 2012 – KIT

In Praise of Hairiness med Jeanne Mordoj og Cie Bal

Den skæggede dame har forladt freakshowet for at vise, at hun er mere end et kuriosum. Akkompagneret af operasyngende dyrekranier spinder hun en atmosfære af middelalderlig, rituel mystik, hvor hun jonglerer med rå æggeblommer, lyserøde muslingeskaller og svævende bambusstænger.

Christianias Grå Hal er rammen om et kultisk onewoman-show, hvor hun giver liv til det døde og begraver det levende. En parallelverden forbundet til det hinsides, hvor livsvisdom kommer fra et grævlingekranium og en genopstået bjergged.

Multikunstneren Jeanne Mordoj er bugtaler, slangemenneske, jonglør, komiker… og fascinerende som få. Forstyrrende på samme måde som Mona Lisa med moustache. Karismatisk, bizar og umulig at tage øjnene fra.

 

# File Tone af Subliminati Corporation

Spænd airbaggen, når Subliminatis fem kamikazepiloter inviterer til crash test af Europas smukke feberfantasier om frihed, lighed og broderskab. #File_Tone er et syretrip, en hallucinerende karruseltur, der tager dig med om på vrangsiden af drømmen. Her står Obama, Castro, Berlusconi og Dalai Lama klar til at udføre moralsk paskontrol; Hvem er der plads til i den europæiske familie?

Væbnet til tænderne med charme, vid og vanvidshumor udsætter the Corporation dig for et frontalangreb. På et splitsekund får de dine latterkramper til at stivne, når uskyldig humor forvandler sig til grusom hån, og med en perfekt afmålt blanding af komik, tragik og politik hiver de dig rundt i hele følelsesregistret. Du bliver fristet og fanget af human beatbox, virtuos jonglering og macho-akrobatik og ender forført, forvirret… og smittet med en guddommelig galskab.

 

Tragédie grecque med La Meute

La Meute – ulveflokken – har bevæget sig mod nord og er nu klar til at angribe det danske publikum med glubende appetit. Under åben himmel, hvor uendeligheden er den øverste grænse, får de afløb for deres utæmmelige vildskab. Og med masochistisk gadeenergi og fandenivoldsk frygtløshed får de koldsveden til at pible frem på tilskuernes pander.

De seks hanner går ingen steder uden hinanden. Flokken af unge, kåde akrobater har altid arbejdet sammen, og de kender hinanden så godt, at de kan lave cirkus, der overskrider den enkeltes fysiske grænser. De provokerer deres egen og tilskuernes frygt, og de skubber hinanden helt derud, hvor de ind i mellem må fejle. Ellers er det ikke en succes. Akkurat som i en græsk tragedie.

 

Face Nord af Un loup pour homme

Kom helt tæt på akrobaten, svedig og forslået, som stædigt kæmper mod tyngdekraften og mod egen krop – velvidende at han er dømt til at tabe. Det er kampen uden ende.

Som kropsarkitekter bygger de fire akrobater levende skulpturer af kød, sved og muskler. De bygger af kroppe, der kravler, flyver og falder på konstant udkig efter nye forhindringer. Som en træningslejr, hvor alt skal prøves, mislykkes og prøves igen for at udforske, hvad kroppen kan.

Det er barnets utrættelige nysgerrighed, der driver dem, og regler hentet fra barndommens lege styrer spillet. De er brødre og slagsbrødre, men mest af alt er de på jagt efter at flytte fysikkens og hinandens grænser. Det handler ikke om smukke bevægelser eller betagende formationer, men om maskulin råstyrke, vovemod og blæret fysik.

Address:
Forskellige steder i København
Danmark