d. 30. januar 2013
Debat- og temaaften

Som opfølgning på arrangementet Franskfaget i krise – hvad nu? afholdt i januar 2010 indbyder Fransk Alumneforening (FAF) til en debat- og temaaften om franskfagets muligheder og udviklingspotentialer i fremtiden onsdag den 30/1 2013 fra 19.30 til ca. 22.00 På Københavns Universitet Amager, Njalsgade 128, 2300 København S (N.B. Lokale meddeles senere).

Efter en lang periode med nedgang i studentermasse, elevtal og faglukninger på universiteter og seminarer og tilbagegang i gymnasieskolen, bl.a. forårsaget af Gymnasiereformen fra 2005, er der atter grund til at være optimist på franskfagets vegne i Danmark. De senere års optag på Københavns Universitet og Aarhus universitet har vist en vis fremgang for faget, og langt flere franskstuderende gennemfører deres uddannelse end tidligere. Samtidig oplever færdiguddannede franskkandidater lavere arbejdsløshed end andre humanister og bliver ansat i en lang række forskelligartede brancher, hvor de gør brug af deres franskkundskaber.

På baggrund af denne forsigtige optimisme er det vigtigt at se fremad og diskutere de muligheder, som ligger for franskfaget på den korte og den lange bane i fremtiden, så det fortsat har sin eksistensberettigelse i det danske uddannelseslandskab. Hvilke potentialer ligger der i fransk som fag og i forhold til arbejdsmarkedet? Hvilke uddannelsesmæssige potentialer har fransk og de andre fremmedsprog at byde på? Hvad betyder det for tilegnelse og brug af det enkelte sprog, at vi i stigende grad skal tænke i elevernes samlede sproglige kompetencer, altså i sproglig viden og refleksion, der går på tværs af sprogene? Disse og mange andre spørgsmål vil blive diskuteret på denne temaaften, der afsluttes med en plenumdebat, hvor deltagerne kan komme til orde.

Oplægsholdere

  • Lisbeth Verstraete Hansen, lektor, ph.d, Institut for International Business Communication, CBS -Handelshøjskolen i København.
  • Anne Holmen, Professor i Parallelsproglighed og centerleder, Center for Internationalisering og Parallelsproglighed, Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns Universitet.
  • Annette Søndergaard Gregersen, lektor i fransk, ph.d., Læreruddannelsen Zahle, Professionshøjskolen UCC.
  • Helge Munkholt, civilingeniør, Sales Manager i F.L.-Smidth.
  • Anna Leclercq Vrang, Konsulent i Dansk Industri.
  • Ordstyrer: Jan Lindschouw, FAF

Undervejs byder FAF på forfriskninger og lidt sødt. Deltagelse er gratis, men af hensyn til indkøb bedes man tilmelde sig ved at sende en mail til franskalumne@hotmail.com senest den 25. januar 2013.

Vi glæder os til at se jer!

Fransk Alumneforenings bestyrelse

Address:
Københavns Universitet Amager (KUA)
Njalsgade 128
København S
2300
Danmark