Mary Cassatt – udstilling med den fransk-amerikanske impressionist

 
d. 8. februar til d. 9. juni 2013
Ordrupgaard

Mary Cassatt (1844-1926) er for amerikanere, hvad Anna Ancher er for danskere – et nationalt ikon. Kendt som USA’s største kvindelige kunstner og en del af  inderkredsen af verdenskunstens vel nok mest berømte, kunstneriske gruppering, impressionismen.

Mary Cassatts største bidrag til den impressionistiske gruppe var hendes grafiske arbejder. Ordrupgaard viser derfor et stort udvalg af hendes allerbedste grafiske værker fra de første forsøg i samarbejde med Edgar Degas til de senere værker af hendes yndlingsmotiv, mor og barn. Udstillingen vil også indeholde flere af Cassatts pasteller, der tydeligt viser Cassatts evne til hurtigt at indfange et barns urolige væsen på et stykke papir uden den sædvanlige sentimentalitet, som motiver af børn ofte kan få.

Malerkunsten er dominerende i Cassatts værk, både af omfang og betydning. Men hendes mest personlige og originale indsats er centreret omkring hendes grafiske værk, der udgør et af de vigtigste bidrag til den nybrydende udvikling af kunsten, som tog form med impressionismen. Det var i kampen med kobberplader, syre og graveringsredskaber, at hun skulle sprænge alle rammer og bane vejen for en moderne opfattelse af, hvad billedkunsten kan. Det er denne fornyende del af Cassatts værk, der er emnet for Ordrupgaards udstilling, som bliver den første om kunstneren i Danmark.

Address:
Ordrupgaard
Vilvordevej 110
Charlottenlund
2920
Danmark