Arbejde i Frankrig

De studerende arbejder sjældent i Frankrig under deres studier ud over i deres ferier. Udenlandske studerende har ret til at arbejde under deres studier, når de er indskrevet på en uddannelsesinstitution, som giver ret til den franske sygesikrings studenterordning.

Danskere, som arbejder i Frankrig har samme rettigheder som franskmænd hvad angår ansættelsesforhold, arbejdsmiljø etc.

Den franske lovgivning tillader udenlandske studerende at arbejde maksimum 964 timer om året. Et deltidsarbejde i Frankrig er dog ikke tilstrækkeligt til at dække alle udgifter; det er vigtigt at være klar over dette. Minimumslønnen i Frankrig, le SMIC (Salaire Minimum Interprofessionnel de Croissance) er 8,71 Euros i timen brutto (dvs. at et obligatorisk socialtbidrag på ca. 20 % vil blive trukket heraf).

Det at studere i Frankrig er desuden en ekstra udfordring i sig selv. Det er derfor en stor fordel, hvis du har mulighed for at hellige dig studiet 100 % og finansiere studieopholdet i Frankrig gennem din SU, personlig opsparing og private legater.

Kan du imidlertid ikke undvære en indtægt ved siden af dit studie, kan du gå ind på den franske jobformidlings hjemmeside og søge efter et studiejob eller i bladet FUSAC. På den Europæiske Portal for Jobmobilitet EURES  finder du ligeledes nyttig information om det franske arbejdsmarked, samt jobmuligheder i Frankrig.

Du kan ligeledes se på opslag af små annoncer hos de handlende i det område, hvor du bor, eller selv tilbyde arbejde gennem annoncer.
Læs også om skatteforhold ved et udlandsophold på Styrelsen for International Uddannelses hjemmeside udiverden.dk